Tre talemåder, jeg har lært hos marskandiseren

Tre ord, som du bruger dagligt – og som alle stammer fra brugthandel.

At have noget i bagagen (på „Kerbholz“)

I middelalderen, når man købte varer på kredit hos en købmand, fik man ikke en regning, men et hak i en stok. En træpind blev skåret i og derefter kløvet på langs, så hver part beholdt sin halvdel. Træets årer var forskellige på hver stav, og kun de to halvdele, der hørte sammen, passede præcist sammen igen. Det var derfor praktisk talt umuligt at forfalske – verdens ældste forfalskningssikre bogføring, fremstillet af det, der voksede bag huset.

Systemet var så godt, at det holdt ekstremt længe. Det britiske finansministerium brugte træstokke til bogføring helt frem til 1826. Da man i 1834 ville brænde de udrangerede lagre i parlamentsbygningens ovn, kom sagen ud af kontrol, og Palace of Westminster brændte ned. Turner malede det. Man kan derfor sige: Bogføringen overlevede parlamentet, men kun lige akkurat.

Den, der havde meget "på stokken" (dvs. meget gæld), bar i øvrigt bogstaveligt talt tungt på det.


At lange ud / at prakke på (Verhökern)

En "Höker" (høker) var en småhandler uden fast butik, der slæbte sine varer på ryggen gennem gyderne – ordet hænger sammen med "Hucke" (en byrde, man bærer på ryggen). Hans sortiment bestod af det, der lige var tilgængeligt: rester, brugte ting, overskud, og til tider tvivlsomme varer. Og han priste dem højt. Meget højt. Man hørte ham komme, før man så ham.

Fordi høkeren stod ret lavt i det bymæssige hierarki, klinger ordet stadig nedsættende i dag. Når man "verhökert" noget, sælger man det ikke bare – man afhænder det.


At trødle (at være langsom)

"Trödel" betegnede oprindeligt stofrester, klude og ragelse. Trødleren handlede med det, og hvis man handlede hos ham, krævede det tid: først rode, så undersøge, så prutte om prisen, gerne i en time for få småmønter. Fra denne adstadige affære blev der dannet et verbum for alt, der tager længere tid, end det burde.

Hvert barn, der i dag "trödelt" (er langsomt), mens det tager tøj på, viderefører dermed ubevidst en middelalderlig handelstradition. Det burde man fortælle dem en gang imellem.

 

Bonus: Et kup (Schnäppchen)

Dette stammer også fra samme hjørne. "Schnappen" betød at gribe hurtigt ud, og et "Schnäpplein" var et køb, hvor man skulle være hurtig, ellers var det væk. Det princip har ikke ændret sig i fem hundrede år.


Mere brugt viden: