At købe nyt er en ret ny idé

Det historiske normaltilfælde var ikke nykøb, men videregivelse.

Før industrialiseringen var en skjorte et aktiv. Det skyldtes ikke stoffet, men timerne: Hør eller uld skulle spindes, væves, farves og sys i hånden, og dette arbejde var synligt i prisen. En simpel beklædningsgenstand kunne koste en håndværker flere ugers løn. Man behandlede den derefter.

Tøj blev nedarvet. Det blev syet om, når det ikke passede, og vendt, når ydersiden var slidt – indersiden af stoffet var jo stadig frisk. Det blev lappet, givet videre til tjenestefolk, solgt, videresolgt, klippet op til børnetøj, degraderet til klude. Og når intet andet kunne lade sig gøre, endte det hos kludesamlerne og blev lavet til papir. I århundreder bestod papir af findelte tekstiler. Et stykke tøj havde i sidste ende ofte flere ejere end et hus.

Handlen med det var ikke et randfænomen, men lavsmæssigt organiseret. I Paris har der siden middelalderen været "Fripiers", et selvstændigt lav for brugt tøj med faste regler, prøver og en egen standbevidsthed. I tyske byer hed kollegerne "Altgewandschneider" eller "Altbüßer" og havde deres egne markedsboder. I London skiftede brugt tøj ejer på det berygtede Rag Fair, ligesom rygter gjorde andre steder. De, der købte ind der, kunne klæde sig forbløffende godt for få penge – sommetider i sager, der to uger tidligere havde tilhørt en adelsmand.

Hvor meget økonomien hang sammen med gamle tekstiler, viser en opfindelse fra Sachsen. Omkring 1840 blev papir en mangelvare, fordi efterspørgslen voksede hurtigere end lageret af klude. Væveren Friedrich Gottlob Keller søgte efter en erstatning og fandt den i træ: Han udviklede en metode, hvormed man kunne udvinde fibre fra træslib. Den moderne papirindustri opstod altså ud fra en second-hand-flaskehals.

Først da maskiner overtog tekstilproduktionen, tippede forholdet endegyldigt. Fabriksvarer blev billige nok til at blive normaltilfældet, konfektionsstørrelser opstod, og brugte varer gled ind i rollen som nødløsning for folk, der ikke havde råd til nyt. Netop i denne tid, omkring 1900, opstod genbrugsbutikken med fast adresse – oftest drevet af velgørende organisationer, der videresolgte donationer.

Billedet af second hand som en nødløsning stammer altså fra et meget kort afsnit af historien. Før det var videregivelse ganske enkelt den måde, tingene fungerede på.

Den, der køber second hand i dag, gør altså ikke noget nyt. Han gør det ældre.

 

Læs videre: