Hvorfor egentlig "brugt"?

Det har intet med sekundviseren at gøre. Men derimod med sladder.

Nej, uret har intet med det at gøre, selvom hver anden person påstår det. Forvekslingen er forståelig, da det engelske udtryk "second hand" rent faktisk kan betyde begge dele. Den er ikke desto mindre forkert.

Sekundviseren har fået sit navn på grund af en regnelogik, der stammer fra latin. Man delte timen op i små dele: "pars minuta prima", den første formindskede del – det blev til minuttet. Delte man en gang til, fik man "pars minuta secunda", den anden formindskede del, og det blev til sekundet. Viseren bærer tidsenhedens navn, ikke rækkefølgen af ejere. To vidt forskellige ord, der tilfældigvis lyder ens.

Udtrykket "brugt" (eller "fra anden hånd") beskriver ganske enkelt en genstands rejse. Første hånd er kilden, anden hånd er stationen derefter, og hvis det bliver kompliceret, kommer tredje og fjerde hånd til. Det samme billede findes på flere sprog: "de seconde main" på fransk, "tweedehands" på hollandsk. Hånden som symbol på overdragelse ligger tilsyneladende så lige for, at man uafhængigt af hinanden er nået frem til det.

Oprindeligt handlede det slet ikke om genstande, men om viden. Den, der fik noget at vide fra første hånd, havde hørt det fra den involverede selv. Den, der havde det fra anden hånd, kendte kun den viderefortalte version – med alt hvad det indebærer. Først senere flyttede formuleringen sig fra informationer til ting, nemlig præcis i det øjeblik, hvor ting begyndte at skifte ejer i store mængder.

Den lille bismag er forblevet. Når det gælder information, er anden hånd en ulempe, fordi der går noget tabt undervejs: en detalje, en sammenhæng, den halve sandhed.

Når det gælder en grammofonplade, er det lige omvendt. Der kommer noget til undervejs.

 

Læs videre: