Bæredygtighed

Genbrug er ikke et program her. Det er produktet.

 

Kassen, som din bestilling ankommer i

Den er højst sandsynligt ikke ny. Men den er garanteret ikke en cornflakes-pakke.

Det er ikke en tilfældig formulering. Før jeg selv begyndte at sælge, modtog jeg engang en Blu-ray i en opklippet cornflakes-pakke. En anden gang en cd i den pose, som der tidligere havde været frosne ærter i. Intet af det var gået i stykker. Men siden da ved jeg ret præcist, hvordan jeg ikke vil gøre det.

Mine kasser kommer fra butikker i nabolaget, inden de ender i papirpressen, samt fra mine egne bestillinger. Jeg tjekker hver enkelt. Det, der er stabilt, har rene kanter og ikke har trukket fugt, kommer på hylden. Fremmede etiketter bliver fjernet eller overklæbet. Det, der ikke længere kan holde til noget, ryger til genbrugspapir.

Hvis der ikke er en passende brugt kasse, tager jeg en ny. Ved usædvanlige formater sker det oftere, end jeg har lyst til. En 1,50 meter høj lampe finder man sjældent på lager.

Hvad jeg fylder med

Her blander jeg nyt og brugt, alt efter hvad der er til rådighed, og hvad varen kræver.

Grundmaterialet er fyld- og beskyttelseschips lavet af majsstivelse. Lette, antistatiske, ifølge producenten biologisk nedbrydelige og komposterbare. Der foreligger en overensstemmelseserklæring i henhold til EU's emballageforordning.

En bemærkning, før du undrer dig: Chipsene lugter en smule af popcorn. Det er majsstivelsen og helt normalt. Ernst tjekkede grundigt ved den første sæk, om det var mad. Hans dom afventer stadig, men han kommer påfaldende ofte forbi den.

Dertil kommer bobleplast og skumplast, hvor en vare har brug for det. Hvad der stadig er brugbart fra modtagne forsendelser, genbruger jeg i stedet for at åbne nyt.

Hvad jeg ikke bruger: Styropor-chips lavet af polystyren. De kommer aldrig rent ud igen, de støver, og de er lige præcis den type materiale, der ligger og flyder om halvtreds år.

Hvorfor jeg alligevel ikke sparer på tapen

For der er det slut med at spare, og det er med vilje.

En pakke, der går op undervejs, betyder ødelagte varer, en returnering, en erstatningsforsendelse og to ekstra ture. Det er økologisk og økonomisk dårligere end hver eneste meter tape, jeg har brugt ekstra.

Derfor holder det. Derfor står der jævnligt i anmeldelser, at den sværeste del af købet var at få pakken op. Jeg tager det som en kompliment. Min kone ser anderledes på det, men min kone behøver jo heller ikke at åbne pakkerne.

Selve pointen

Intet af dette er så effektivt som det, der ligger i kassen.

En brugt vinylplade er én, der ikke skulle presses forfra. Et brugt spil er ét, der ikke er blevet produceret, pakket og sendt om på den anden side af jorden. Før industrialiseringen var det at give ting videre ganske enkelt måden, tingene fungerede på. Det er historisk set normaltilstanden, ikke undtagelsen.

Kassen er en bonus. Varen er pointen.

Emballagelov: Registrering og systemdeltagelse

Fordi gennemsigtighed hører til, og fordi folk med rette spørger om det:

Registreret i emballageregistret LUCID

Registreringsnummer: DE1682582550116

Systemdeltagelse

Mine forsendelsesemballager er licenseret gennem det duale system Eko-Punkt. Jeg indberetter regelmæssigt mængderne til det centrale kontor for emballageregistrering og til Eko-Punkt.

Dette gælder også for genbrugte kasser. Det lyder umiddelbart modstridende, emballagen har jo været i omløb før. Men så snart jeg fylder den med min vare og sender den til dig, bliver den til min forsendelsesemballage, og licenseringen ligger hos mig, så længe jeg ikke kan dokumentere for den enkelte kasse, at den allerede er blevet indberettet.

Ved en kasse, der er kommet til mig via flere stationer, kan jeg ikke gøre det. Så jeg indberetter den. Kassen har dermed mere papirarbejde bag sig end så mange nye biler.

Hvad jeg ikke påstår

Jeg sender pakker. Pakker kører rundt. Der er intet klimaneutralt ved det, og jeg kommer heller ikke til at kalde det sådan.

Jeg kompenserer ikke for noget, jeg har intet segl og ingen certificering. Hvad jeg har, er en forretningsmodel, der hviler på, at ting bliver brugt videre i stedet for at blive produceret som nye. Dertil en værkstedsvane fra min barndom: se først, om det stadig virker.

Som regel virker det endnu.